Vælg en side

Vi har i FIU gennem de sidste års tid haft meget fokus på, hvordan vi på vores idrætsanlæg kan bidrage til at værne om miljøet. Vi kan som dem, der har ansvaret for de fysiske faciliteter tænke det ind i den daglige drift af anlæggene og hallerne og i løsningen af større opgaver. Men vi kan have nok så gode intentioner, de duer bare ikke til noget, hvis ikke brugerne på faciliteterne følger trop. Særligt har der i FIU været 2 områder det sidste års tid, som vi har haft meget fokus på, kun kan lykkes, såfremt brugerne også har viljen til at bidrage.

Granulat skal blive på banerne
For et års tid siden indviede vi de nye kunstgræsbaner på Jens Jessens Vej. Men kunstgræsbaneren fulgte også et øget indsats for at få alle spillerne på banerne til at banke granulat af støvler og tømme lommer og tøj for granulat, der har forvildet sig ind der, i kampens hede.

Når der tales om, at kunstgræsbaner kan have en negativ påvirkning på miljøet, handler det ofte om spredningen af det gummigranulat, som banerne fyldes med for at gøre dem optimale at spille på. Så længe granulatet bliver på banerne, er det ikke noget problem. Men hvis granulatet bliver spredt ud i naturen uden for banerne, så kan det have en negativ effekt på miljøet.

Spillernes adfærd på kunstgræsbanerne er afgørende for, hvor meget granulat der spredes i naturen. Vi beder derfor om, at alle spillere gør det til en vane, at få børstet granulatet ordentligt af, inden banerne forlades. Det selvfølgelige er afgørende, at I som klubber også bakker op om indsatsen, og får gjort dette til en vane, helt fra de små hold af.

 Affaldssortering på anlæggene
I løbet af vinteren 2020 implementerer vi i FIU kildesortering på alle vores anlæg. Helt synligt har I oplevet flere affaldsspande med forskellige piktogrammer på. Vi sorterer i 4 forskellige kategorier, som er valgt ud fra vores erfaring med, hvad vores brugere typisk smider i skraldespandene:

  • Metal (fx tomme dåser uden pant, foliebakker mm.)
  • Papir (fx aviser, ugeblade, reklamer skrive- og tegnepapir mm.)
  • Plastik (fx plastemballage fra fødevarer, dunke fra drikkevarer, shampoo, slikposer mm.)
  • Restaffald (fx snasket pap og papir, pizzabakker, bleer, flamingo mm.)

Vi er glade for at være i gang med kildesorteringen, og for mestes delen går det rigtig fint. Heldigvis er mange af os vant til at sortere hjemmefra, så springet har ikke været så langt på den konto. Vi er glade for, at I alle har taget godt imod tiltaget og er med til at gøre kildesortering til en naturlig del af dagligdagen på vores anlæg.