Frederiksberg kommune, DGI, BDFL Frb. & FIU pressemeddelelse:
Idrætsforeningerne under DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) i Frederiksberg Kommune har fastholdt medlemmerne gennem corona, mens medlemstallene faldt på landsplan.
Lukkede haller, tomme omklædningsrum og urørte græsbaner. Landets idrætsforeninger har været hårdt ramt af restriktioner og skiftende forsamlingsloft det seneste år, og det kan ses på medlemstallene.
På landsplan er der kommet 89.613 færre medlemmer i foreningerne under DGI og DIF, så der nu samlet er 2.216.675.
I Frederiksberg Kommune er det dog lykkes at komme igennem året uden de store udsving og en lille fremgang på 43 medlemmer i idrætsforeningerne fra 2019 til 2020, så der nu samlet er 24.302 medlemmer i kommunens idrætsforeninger under DGI og DIF.
Borgmester Simon Aggesen (C) er glad for at idrætsforeningerne på Frederiksberg har fastholdt deres medlemmer gennem corona:
”Tallene er først og fremmest foreningernes store fortjeneste. I en tid med modgang har foreningerne formået at tænke kreativt og være klar med nye aktiviteter tilpasset de forskellige løbende restriktioner. De frivillige har gjort en flot og stor indsats, som har båret frugt og sikret at de gode fællesskaber fortsat lever.”
Formand for Frederiksberg Idræt (FIU) Michael Christiansen er også tilfreds:
”Det er meget positive medlemstal. Det på trods af nedlukninger og restriktioner, og en renovering af Damsøbadet, der har givet et mærkbart fald i svømmeklubben HSK’s medlemstal. Til gengæld har flere af vores øvrige foreninger øget antallet af medlemmer. Det gælder for fx fodbold, gymnastik, dans, atletik, håndbold og basket. Stærkt gået i en svær periode. De gode initiativer som FIU har igangsat og samspillet med ”Bevæg Dig For Livet-Frederiksberg”, har båret frugt, tror vi på. Tiltagene har givet vores foreninger værktøjer og inspiration til at vækste, samtidig med, at helt nye foreninger er hjulpet til verden. Vi er derfor stadig godt på vej mod målet om at få 5.000 flere medlemmer i idrætsforeningerne over 5 år.
Behov for at få alle tilbage i idrætsfællesskabet
I DGI og DIF er der stor glæde over den store indsats blandt frivillige og over, at langt størstedelen af medlemmerne har holdt fast i deres medlemskab og betalt kontingent i 2020, selvom idrætsforeningerne i det forgangne år i perioder var underlagt forskellige restriktioner.
Samtidig glæder DGI og DIF sig over kommunerne, der har holdt hånden under foreningslivet med økonomisk støtte og andre former for hjælp.
”Det har uden tvivl været et hårdt år for idrætsforeningerne i Frederiksberg Kommune. Men vi har også set en stor opfindsomhed og mange, der har sat gang i online-træning. Der skal lyde en stor tak til alle de frivillige, til trænere og ledere samt til medlemmerne, der samlet set betyder at vi har fastholdt medlemmerne i højere grad, end vi frygtede. Nu glæder vi os til at åbne og genstarte idræts- og foreningslivet på Frederiksberg og få endnu flere med i fællesskabet igen,” siger Peder Nedergaard, formand i DGI Storkøbenhavn.
Vi skal kickstarte aktiviteterne
Siden 2015 har DGI og DIF sammen med Nordea-fonden og TrygFonden samarbejdet om Bevæg dig for livet. Formålet er at gøre Danmark til verdens mest aktive nation. Her samarbejder man blandt andet tæt med foreløbig 22 såkaldte visionskommuner, hvor Frederiksberg Kommune er én af dem.
Undersøgelser viser, at danskernes aktivitetsniveau generelt faldt i corona-året 2020, blandt andet på grund af fraværet af foreningsfællesskaber. Det har især haft konsekvenser for børn og unge.
”Vi kan også se på undersøgelser, at nogle af de mest udsatte målgrupper er dem, der er blevet hårdest ramt på deres motionsvaner. Vores Bevæg dig for livet-samarbejde mellem idrætsforeninger, organisationer og visionskommunerne er en organisering, der er som skabt til både at modvirke coronaeffekterne og til at kickstarte aktiviteten igen på den anden side,” siger Niels Nygaard, formand i DIF.
Fakta om medlemstal
Det samlede medlemstal for DGI og DIF på 2.216.675 unikke medlemmer er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlem af begge organisationer.
På www.dif.dk/medlemstal kan du dykke dybere ned i tallene for de to organisationer.
På www.dgi.dk/medlemstal kan du se nærmere på DGI’s tal.
Om Bevæg dig for livet
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt. Bevæg dig for livet-visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.
Kontakt:
Kontakt til borgmester Simon Aggesen via kommunikationschef Mark Thorsen, telefon 28 98 20 74
Michael Christiansen, formand, Frederiksberg Idræt (FIU), 53 83 68 64
Peder Nedergaard, formand, DGI Storkøbenhavn, 42 55 75 50
Niels Nygaard, formand, Danmarks Idrætsforbund, 20 73 71 12
Lau Tofft-Jørgensen, analytiker i DIF Analyse (for spørgsmål til tal): 23 31 02 20