Vælg en side
FIU hører ofte, at flere af idrætsforeningerne på Frederiksberg er udfordret af manglen på frivillige, blandt andet instruktører. Bevæg dig for Livet Frederiksberg tager derfor initiativ til en kampagne.

One-stop-shop for frivillige
Frederiksberg kommune har forsøgt at samle alle ”frivilligjobs” på Frederiksberg ét sted, nemlig på frivillighed.frederiksberg.dk. Der er imidlertid meget få idrætsforeninger, som søger frivillige denne vej. Derfor vil vi gerne slå et samlet slag for muligheden og anbefale jer, at I løbende opretter et frivilligjob for hver af de poster, hvor I mangler frivillige i jeres forening.

Kampagne iværksættes
Hvis der er min. 5 opslag lagt ind af idrætsforeninger inden 27. maj, laver Bevæg dig for Livet – Frederiksberg en samlet kampagne for at få borgere, der ønsker at være frivillige, ind i foreningslivet. Det kan både være opgaver som instruktør, eventansvarlig, kasserer mm.Kampagnen vil komme ud via følgende kanaler: Frederiksberg Kommunes facebookside, FIUs facebookside, infoskærme i idrætshallerne, frivillighedsstanden på velkomstmødet for nye borgere og lign. FIU vil også foreslå Frederiksberg Bladet at fortælle om mulighederne.

I kan læse mere om frivillighed.frederiksberg.dk på følgende link: http://frivillighed.frederiksberg.dk/haandbogen/vaerktoejskasse/paa-jagt-efter-nye-frivillige

Hvordan annoncerer man efter frivillige?
For at oprette et opslag, skal i gå ind på frivilligjob.dk og oprette opslaget: https://frivilligjob.dk/client/login
Hvis det er første gang I bruger frivilligjob.dk, skal I trykke på ”Opret opslag via tast-selv”.
Når I har oprettet et opslag, kommer det automatisk ind på frivillighed.frederiksberg.dk.

Guide til ”det gode opslag” findes her: https://frivilligjob.dk/guide-til-gode-opslag.html
Hvis I vil være sikre på, at komme med i den samlede kampagne, som Bevæg Dig For Livet laver, skal I have lagt jeres opslag ind senest mandag den 27. maj 2019.