Så kom sidste del af Star Wars sagaen ”til en biograf nær dig”, som de siger i reklamerne på det store lærred. 42 år efter den første film, afsluttes historien endeligt. Eller…? Nå, men Star Wars er en del af mit bagkatalog, helt tilbage fra min toværelses i Emdrup, hvordan jeg så end endte der for en kort bemærkning. Jeg glæder mig til at gå i bio, uden at skulle tage stilling til udbytning, sult, tortur, kønskvotering, me2, miljø eller andre emner der fylder ualmindeligt meget i hverdagens informationsstrøm. Jeg glæder mig bare til lyssværd og action i spandevis.
Nå, men det var jo ikke det der var mit budskab – jeg lod mig blot rive med et sekund eller to. Håber I genkender begejstringen fra jeres egne foreningers hverdag og fra de mange idrætsudøvere og ledere, som I er kontakt med hver dag.
Glædelig Jul til alle jer foreninger. Jeg håber og tror, at det har været et godt år for foreningsidrætten, både for de gamle veletablerede foreninger og for de nye, nysgerrige, ambitiøse af slagsen, der har set dagens lys i løbet af året. Tak fordi I altid bakker op om de initiativer som både I selv og FIU’s administration sætter på dagsordenen over året. Tak for jeres tillid og jeres lyst til at være en del af det netværk der sikrer, at FIU altid kender jeres holdninger, ønsker og ideer og dermed har autoritet og gennemslagskraft overfor omverdenen.
Idrætten bliver konstant udfordret fra alle dele af samfundet, på mere eller mindre begavet vis. FIU er garant for, at udfordringerne bliver taget op, behandlet seriøst og kommunikeret tilbage til afsenderne. Og altid med en holdning der bedst muligt repræsenterer jer foreninger, jeres behov og jeres udviklingsmuligheder. Vi kan allerede nu se frem til at skulle tage bedst muligt hånd om blandt andet det rygeforbud, som kommunen vil indføre fra 1. januar 2020 og vi kommer nok også forbi en lang snak med kommunen om økonomi og faciliteter, inden foråret er omme.
Vi holder jer løbende opdateret, både her, via vores nyhedsbreve og via de feeds vi lægger på hjemmesiden og facebook.
Endnu engang tak for i år og tak for udvikling og samarbejde – nyd juleferien og nytåret og lad os mødes med friske batterier i 2020.
Vi ses derude ?