Vælg en side

Så fik FIU sig en blog – og ovenikøbet én af slagsen, hvor formanden får lov til at være den faste skribent. God ide, tænker jeg. Både fordi vi i FIU nu kan komme tættere på, i dialogen med alle foreningerne, men også fordi vi her i bloggen hurtigt kan markere vores holdning til aktuelle emner – emner som kan være fra det nære miljø, såvel som nationale emner, der kan komme til at influere på foreningernes og FIU’s hverdag.

Kan jeg så skrive hvad det passer mig her i bloggen..?
Teoretisk set ja, så længe jeg kan stå på mål for ægtheden i mine skriblerier. Men bloggen skal naturligvis primært bruges til relevante idrætslige og kommunale nyheder, opdatering omkring FIU-projekter og kommentarer til de projekter som vi løbende præsenterer kommunens politikere for. Fint instrument, sådan en blog, til at holde alle til ilden og uddele berettiget ros og ris.

FIU projekter på dagsordenen – en status
I en nyhedskontekst er det vel værd at nævne, at:

-at Frederiksberg Kommune får endnu en svømmehal på driftsbudgettet, nemlig Flintholm Svømmehal, som 1. juni næste år overtages af kommunen u/beregning, da den hidtidige operatør ikke mener, at kunne få rimelig økonomisk balance i svømmehalsdriften. Vi glæder os til at sparre med kommunen om svømmehallens fremtidige foreningsbrug og driftsform.

– at håndværkerne er ved at lægge sidste hånd på det tag m.v. på Frederiksberghal 3. Det bliver en dyr affære, efter råd- og skimmelundersøgelserne fastslog en del mere arbejde en først antaget – og så er det hundedyrt at have et tag overdækket med stillads og presenning i et halvt år, som sikkerhed for, at badmintonhallen kunne benyttes, uden at det regnede ned gennem taget.

-at kommunen holder fire løbende seancer om lokal implementering af FN’s verdensmål – FIU deltager, om ikke andet for at blive klogere på den størrelse og hvad kommunen forventer at borgerne og omgivelserne i øvrigt spiller ind med.

Vi ved til gengæld med sikkerhed, at vi spiller ind med et kæmpe opsamlings-/skybrudsbassin under de 6 nye kunstgræsbaner på Jens Jessens Vej – projektet går fint og bliver færdigt til tiden, engang midt i august i år.

Guided tour på Frederiksberg Hospital
FIU’s direktør Søren Burchall og jeg har været på guidet rundtur på Frederiksberg Hospital – ikke indendørs, men primært for at se alle hjørner af de udendørs arealer, hvor vi på sigt kunne byde ind med forskellige former for midlertidig idrætsaktivitet. Jeg er helt sikker på, at det gælder om at være velforberedt, når de første skridt til anden aktivitet end den hospitals relaterede skal tages. Guiden var en tidligere mangeårig ansat på hospitalet, der har været tilknyttet alt tænkeligt praktisk arbejde på området, både ude og inde. God guide. Tak for turen, Sørgen.

FIUs ønsker til budget 2020
FIU er i øvrigt ved at skrive på den årlige roman til forvaltningen (og dermed også de relevante politikere), som omhandler FIU’s ønsker til budget 2020. Jeg vil her i bloggen komme ind på hvad vores prioriteringer er og naturligvis hvorfor vi prioriterer som vi gør.
Vi regner endvidere med, at vores borgmester og ikke mindst vores udvalgsformand på idrættens område nu, efter en kort indkøringsperiode, ved alt hvad der er værd at vide om idræt. Det tænker jeg, at i hvert fald jeg vil benytte mig en del af, i den dialog med det politiske system, som skal danne baggrund for, at alle idrætslige beslutninger træffes klogt, langsigtet og uden larm i kulissen. Nøjagtigt som vi hidtil har formået at gøre, og dermed finde gode løsninger i tæt samarbejde med alle ansvarlige politikere i kommunalbestyrelsen.

Det var alt for nu – jeg vil fremover prøve, regelmæssigt og med rund hånd, at strø om mig med både korte og længere indlæg på bloggen, hver gang noget relevant dukker op, stort som småt.

Vi skrives ved.

? Michael