Hvorfor er det en rigtig god idé, at blive medlem af Frederiksberg idræt (FIU) som forening?
Et medlemskab af FIU giver adgang til en række tilbud, som er relevante for at kunne drive en idrætsforening, lille som stor.
• Man sidder som forening med til bords ved fordeling af træningstider på idrætsanlæggene, skoler mv.
• Et medlemskab åbner dørene for at søge midler til foreningen. Gennem FIU er det muligt for foreninger at søge om tilskud / støtte til en række idrætsfremmelige aktiviteter. Læs mere om vores Rejselegat og initiativpulje her.
• FIU tilbyder løbende gode råd, sparring og vejledning til jer i forhold til at vækste jeres forening på Frederiksberg og skabe samarbejder med andre foreninger og kommunale institutioner. Står I med en særlig udfordring, stor som lille, står vi klar med en hjælpende hånd.
• FIU markedsfører gerne jeres forening og aktiviteter på vores platforme og i forbindelse med Bevæg dig for Livet samarbejdet med blandt andre Frederiksberg Kommune. Idrætskonsulent-teamet kan ved behov give jer sparring og støtte til at kickstarte nye initiativer og promovere ledige hold, hvis I ønsker.
• Som medlem af FIU, etablerer jeres forening jer også som en del af den frederiksbergske sportsverden, hvor der er masser af inspiration at hente på tværs af både foreninger og idrætter.
• FIUs direktør og bestyrelse er ofte i dialog med Frederiksberg Kommune. Vi har et tæt samarbejde med Frederiksbergs politikere, som vi sørger for er opdaterede og klædt ordenligt på i forhold til at varetage vores foreningers og idrættens behov og interesser, når idrætsrelaterede punkter er på dagsordenen, og der skal forhandles budgetter.
Hvordan ansøger min forening om medlemskab?
Ansøgning om medlemskab sker ved at sende en mail til Frederiksberg Idræts administration: fiu@fiu-frederiksberg.dk, hvor man formelt anmoder om medlemskab. Husk at vedhæfte foreningens vedtægter, samt angive navn og kontaktinfo på foreningens kontaktperson (gerne forpersonen).
Ansøgningen vil derefter blive behandlet på det førstkommende FIU bestyrelsesmøde. Hvis vi har nogle spørgsmål til ansøgningen, kontakter vi jer. Så snart FIUs bestyrelse har godkendt anmodningen om medlemskab, er I fuldt medlem, og kan derved få glæde af alle fordelene.
Hvem kan søge?
Kravene for at kunne blive optaget i Frederiksberg Idræt er, at I skal være godkendt af Frederiksberg Kommune som folkeoplysende forening og dertil skal være medlem af en af idrættens hovedorganisationer; DGI, DIF eller DAI.
Hvad forventes der af medlemsforeningerne i Frederiksberg Idræt?
Frederiksberg Idræts organisationsstruktur giver medlemsforeningerne en stor grad af medindflydelse. Hvert anlæg er repræsenteret ved en brugergruppe og de fleste idrætsgrene er repræsenteret ved et fagidrætsudvalg. Det forventes, at medlemsforeninger deltager aktivt i disse udvalg. Derudover vil der være årlige møder arrangeret af Frederiksberg Idræt, hvor vi også forventer, at vores foreninger er repræsenteret.
Koster det noget at være medlem af Frederiksberg Idræt?
Frederiksberg Idræt opkræver et symbolsk beløb. Kontingentet pt. er kr. 1.500,- pr. år.
Spørgsmål?
Såfremt I har nogle spørgsmål, er I altid velkomne til at ringe eller skrive til os: fiu@fiu-frederiksberg.dk // 38 77 60 00.