Vælg en side

D. 7. december fejrede FRBdans deres 5-års jubilæum sammen med de næsten 300 fremmødte gæster. Dagen blev fejret med manér og i en danseforening betyder det selvfølgelig, at der var show, som gæsterne kunne nyde.

Lokalet var fyldt med røg fra røgmaskiner og farvet lys, mens tilskuerne nød de mange optrædener, som foreningens hold diskede op med. Mange havde deres familie med og fik en hyggelig dag ud af jubilæet.

Anna, der tidligere har været forperson i foreningen, og Søren Burchall, direktør hos FIU, holdt taler og kunne fortælle lidt om foreningens udvikling igennem de 5 år, den har eksisteret.

Forening startet af FIU
Gennem årerne har Frederiksberg Idræt været med til at starte foreninger med økonomisk støtte fra Bevæg Dig For Livet – Frederiksberg, når der har været et behov for en bestemt type aktivitet til en speciel målgruppe. Den første af sin slags var Frederiksberg Senior Motion, som kunne åbne dørene for de første hold i efteråret 2018. Med den stærke tilknytning til foreningerne og Frederiksberg Kommune, har FIU et unikt afsæt til at vide, hvilke hold eller foreninger, der er behov for på Frederiksberg. Samtidig har FIU overblik over faciliteterne i byen og udnyttelsen af disse.

Udgangspunktet er altid at indgå i dialog med de eksisterende foreninger og finde ud af, om de er interesserede i at starte de aktiviteter, der efterspørges af kommunens borgere. Det lykkedes ikke at finde en forening, der ønskede eller kunne oprette flere hold med en fleksibel tilgang for aldersgruppen 60+ og derfor gik FIU i gang med at starte foreningen Frederiksberg Senior Motion, som blev stiftet i 2017. Forening laver hold med bl.a. cirkeltræning, floorball og step aerobic.

Allerede efter det første år, havde Frederiksberg Senior Motion ventelister, og Frederiksberg Idræt var derfor med til at starte foreningen BevægDig60+, der ligeledes har fokus på hold med en fleksibel tilgang for 60+. Foreningen blev stiftet i 2021 og dermed er den nyeste forening, som FIU har været involveret i at starte op. BevægDig60+ kom stærkt fra start med aktiviteter som Bevæg dig glad og Gotved Gymnastik.

I 2019 startede FIU netop FRBdans og foreningen har haft stor succes igennem de sidste 5 år. Foreningen laver dansehold for alle alderstrin i folkeskolen og har blandt andet også haft 4-ugers forløb for børnehaver. Senest har foreningen også fundet plads til aktiviteten ”kæphest”

Hos Frederiksberg Idræt er det altid en fornøjelse at se, hvordan foreninger, som vi er med til at starte, bliver selvstændige og udvikler sig.